Nye pensionsregler fra januar 2018

Hvad betyder det for dig?

 

Folketinget har 19. december vedtaget en række ændringer af det danske pensionssystem, som gælder allerede fra årsskiftet. Du kan herunder se, hvad de tre overordnede ændringer kan få af betydning for dig.

Beløb, du hvert år kan indbetale på aldersopsparing, sættes ned, hvis du har mere end fem år til folkepension

Du får senere mulighed for at få udbetalt din pension

Perioden, hvor du har mulighed for udbetaling af ratepension, udvides

 

Ændringer i aldersopsparing:

Indbetaling på aldersopsparing begrænses til 5.100 kroner om året indtil fem år før folkepensionsalder (fra 2018).

Der indføres mulighed for ekstra indbetaling på aldersopsparing fem år før folkepensionsalder. Den ekstra indbetaling er på 46.000 kroner i 2018 stigende med 1.000 kroner om året til 51.000 kroner i 2023

Aldersopsparing er en fordel for mange, men nu begrænses muligheden for at indbetale på ordningen. Derfor anbefales du at indbetale fuldt ud i 2017. Opsparing på alderspension giver ingen modregning i folkepensionen.

Har du mindre end fem år til folkepension, kan lovændringen give dig mulighed for at indbetale yderligere på aldersopsparing. Det er en rigtig god idé, da udbetaling fra alderspension som nævnt ikke giver modregning i folkepensionen.

 

Men pas på, hvis du starter udbetaling fra en løbende fradragsberettiget pensionsordning. Så bliver du nemlig ramt af en afgift, hvis du indbetaler på aldersopsparingen og udnytter at fylde op med de 46.000 kroner. Det giver nemlig en afgift på 40 % af det indbetalte beløb over 5.100 kroner.
Afgiften kan du få nedsat til 4 %, hvis du overfører beløbet til anden fradragsberettiget pension.

 

Ændringer i pensionsalder:

Pensioner oprettet efter 1. januar 2018 har tidligst udbetalingsalder tre år før folkepensionsalder. I dag er det fem år.

Du vil altså få din pension udbetalt to år senere, hvis din ordning er oprettet efter 1. januar 2018. Vil du gerne bevare den tidligere udbetalingsalder, er der primært to ting, du skal være opmærksom på:

  1. Opret pensionen inden 1. januar 2018
  2. Går du med tanker om at sammenlægge pensioner eller flytte din pension, skal du være meget opmærksom på, om du bevarer din nuværende pensionsalder. Hvis du flytter pengeinstitut og blot flytter pensionsordningen ind på en anden pensionsordning med indestående, så er det den nye ordnings pensionsalder, som kommer til at gælde for hele ordningen.

 

Ændringer af ratepension:

Det bliver muligt at udbetale ratepensionen over 30 år. I dag er det 25 år. Forlængelsen gælder også for ordninger, der allerede er under udbetaling.

Mange vil måske mene, at 30 års udbetaling er så godt som livsvarigt. Men da vi bliver ældre og ældre, kan en livsvarig livrente stadig være attraktiv og en økonomisk fordel i forhold til ratepensionen.